Exit

Exit-forløb / Exitprogram

Koordination af et exitforløb er en kompleks opgave, der kræver både erfaring og specialviden. Forløbene er forskellige hver gang og kræver et unikt indblik i rocker- og bandemiljøernes særlige strukturer. I 2011 i forbindelse med lanceringen af rammemodellen ”En vej ud” udarbejdede jeg i samarbejde med cand. soc. Pia Rasmussen en model til analyse af egnethed og motivation hos exitkandidaten. Jeg har arbejdet med modellen siden da, og den er et stærkt værktøj til at afklare hvor motivationen til exit kommer fra, og hvordan den motivation kan bringe exitkandidaten ind i et nyt, kriminalitetsfrit liv. Modellen er nærmere beskrevet i bogen ”Rockere og bandemedlemmer i Danmark” kapitel 10.

Med et bredt erfaringsbaseret afsæt kan In3pid understøtte kommunens exitkoordinator med identifikation af ressourcer og vurdering af motivation og egnethed samt koordineringen af et exitforløb. Når der anvendes sidemandsoplæring efterlades der viden i organisationen, der ruster kommunens exitkoordinator til fremadrettede opgaver. In3pid har erfaring for, at exitaftaler med et godt socialfagligt afsæt og et fokus på det levede liv, skaber et solidt fundament for det nye, kriminalitetsfrie liv. In3pid tilbyder at sammensætte og kvalitetssikre forløbet og komme med løbende anbefalinger.

Mentor

In3pid tilbyder sammensætning, kvalitetssikring og håndtering af mentorforløb. En vigtig indsats i et exitforløb er ofte en mentor. En, der kan hjælpe med den nye hverdags problematikker og udførsel af opgaver beskrevet i exitaftalen. Der er meget få specialiserede mentorer inden for dette felt og et exitforløb er ofte sammensat af mange parallel indsatser. Det er vigtigt at sikre, at indsatserne “trækker i samme retning”, da gode intentioner ellers kan blive direkte kontraproduktive.

In3pid kan tiltræde rollen som exitmentor både i akutte relokaliseringssager, hvor der er brug for ”her og nu” indsats, men også i de længere forløb, hvor en fast placering er på plads. Som mentor arbejder jeg empowerment orienteret og med et stærkt ressourcesyn. Mine mange år i det kommunale gør, at jeg har et skarpt øje for den skriftlige afrapportering og at de ønskede mål følges nøje.